The Beatles: John, Paul, George, Ringo. Det ene øjeblik var de der ikke. Det næste øjeblik var de. Og intet blev derefter det samme. I 1960’erne var det kropumuligt at komme udenom gruppen, hvad enten man kunne lide den eller ej. Selvfølgelig har generationerne både før og siden haft idoler, som fylder godt i landskabet, men få har som the Fab Four fungeret som markør for et før og et efter. Som en brusende elektrisk storm fejede de hen over landskabet, og rev i processen alt med sig. I samtiden stod de for meget mere end musik, selvom det naturligvis er den, der har vist sig mest slidstærk. Symbolværdien af varemærket The Beatles kan ikke overvurderes.
Delvist fordi de fire herrer kollektivt kom til at fremstå som nogle af de fremmeste eksponenter for de såkaldt ”store årgange”, dvs. den del af befolkningen, der fødtes i 1940’erne, og hvis udvikling kulminerede med det ungdomsoprør, der fandt sted i 1960’ernes sidste halvdel. Som sådan kom The Beatles til at symbolisere drømmen om en fredeligere og mere human verden, selvom visionen ikke viste sig forenelig med den barske virkelighed. Hvad angik kultur og livsstil var det måske nok de store omvæltningers tid, men til gengæld ikke for alvor hvad angår politik og økonomi.
Så nok primært fordi gruppen i sin pladeaktive periode 1962-1970 gennemgik en musikalsk udvikling stort set uden sidestykke i rockhistorien. Og paradoksalt nok ikke fordi de individuelt var periodens bedste musikere, tværtimod blev de som instrumentalister hver især indhentet indenom af teknisk set mere kapable spillemænd. Til gengæld skrev, arrangerede og indspillede gruppen rockepokens nok mest substantielle og melodisk slidstærke sange, og har flere standards på samvittigheden end nogle andre af deres samtidige.
Gruppens hemmelige våben udi sangskrivningen var makkerparret John Lennon og Paul McCartney, som trods vidt forskellige temperamenter og tilgange til det musikalske, supplerede hinanden i ekstraordinær grad. Deres særlige indbyrdes kemi er blevet udlagt som det klassiske sammenstød mellem Skønhed (McCartney) og Sandhed (Lennon). Hvilket dog skal tages med et gran salt, for i begges repertoire var der plads til såvel det seriøst højtravende som det mere muntre samt løbende noget for enhver smag. Der var faktisk næsten ikke den populærmusikalske genre, de ikke afprøvede undervejs, selvom den naturligvis altid lige fik et Lennon-McCartney twist.
De blev venner som teenagere i hjembyen Liverpool, begge smittet af rock’n’roll-bacillen, men endvidere med baggrund i et miljø, hvor folk ved enhver given lejlighed sang forskelligartede sange. Materiale fra såvel Tin Pan Alley og Broadway som britisk Music Hall fik de ind med modermælken via BBC’s Light Program, det mest aflyttede og musikalsk varierede af nationalsenderens i alt tre kanaler i den efterkrigstid, hvor de voksede op. Det gav dem en afvekslende baggrund, selvom de lige fra starten af pladekarrieren fandt en helt egen stil og tone, der transcenderede genrer og traditioner.
McCartney havde skrevet sange siden 14-årsalderen, hvilket inspirerede Lennon til at følge trop. Sammen dannede de et partnerskab, hvis grundlæggende ide var, at uanset hvem af dem, der stod som skaberen af en given sang, skulle den akkrediteres ”Lennon-McCartney”. Begge nærede dyb skepsis overfor musikundervisning og -teori såvel som mistro til virtuositet af frygt for at skade spontanitet, særpræg og evnen til at overraske ikke blot andre, men i høj grad også sig selv. Det virkede i bedste tilfælde forbilledligt, og i processen skabte det en helt ny lyd i populærmusikken.
Parret overgik fra begyndelsen af karrieren samtidige kollegaer med en såvel melodisk som harmonisk opfindsomhed uden lige, og overraskede selv garvede sangskrivere med deres ofte forbløffende akkordgange, sære temposkift, uortodokse sangstrukturer og andre uforudsigelige elementer. Så selvom teksterne i den første fase var klicheprægede, lød deres musik på en og samme gang elementært fængende og konstant overraskende. Henad vejen blev teksterne mere substantielle og ved løbende bl.a. at inddrage eksotiske instrumenter og eksperimentere med studiets muligheder, holdt de gruppens udtryk friskt og anderledes karrieren igennem. På samme måde blev musikken stedse mere kompleks, om end sangene generelt altid var iørefaldende, og stadig kunne fløjtes af de fleste på vej til arbejde.
Distinkt forskellige både menneskeligt og musikalsk er det som regel tydeligt at høre hvem af dem, der bringer hvad til torvs. Og selvom det kun var i starten af karrieren de komponerede sangene sammen, spillede de dem sidenhen altid for hinanden, før de gik i studiet, hvilket gav mulighed for både kritik og forslag til forbedringer. Klare eksempler på sange kreeret i fællesskab er tidlige hits som ”From Me to You”, ”I Want to Hold Your Hand” og ”She Loves You”, men også senere kompositioner som fx ”In My Life”, ”Being the Benefit for Mister Kite” og ”I’ve Got a Feeling” er blevet til 50-50.
Den lettere flegmatiske Lennons både ironiske og realistiske livssyn prægede en sangskrivning, der tonalt ikke bevægede sig ret meget op og ned af skalaen, og hans især sene melodier fungerede ofte bedst i kraft af deres harmoniske muligheder, men til gengæld besad de et uforligneligt punch og en uimodståelig direkthed, som gik lige i lytteren. Allerede gruppens gennembrudshit, ”Please Please Me” (1963) var en næsten ren Lennon-kreation, og den skød med sin pågående friskhed som bekendt gruppen helt til tops i England. Det samme kan siges om titelmelodien til gruppens debutfilm, ”A Hard Day’s Night”, der nærmest stormer ud af højtalerne. Ballader som ”Norwegian Wood”, “Nowhere Man” og ”You’ve Got to Hide Your Love Away” fik et tekstligt løft, inspirationen fra Bob Dylan er hørbar, hvorved teksterne fik dybde og generelt højere ambitionsniveau.
Både kyniker og realist skrev Lennon under påvirkningen af sine lsd-trips i perioden 1966-1967 ikke desto mindre nogle af gruppens mest syrede og eksperimenterende sange, heriblandt titler som ”Tomorrow Never Knows”, ”Strawberry Fields Forever”, ”Lucy in the Sky With Diamonds” og ”I Am the Walrus”. I samklang med dystre sager som ”She Said, She Said”, ”Sexy Sadie” og Cry Baby Cry” gjorde det ham til gruppens favorit blandt dens mere intellektuelle publikum, selvom han som tommelfingerregel arbejdede instinktivt og fandt sin inspiration de mærkeligste steder.
Den af natur udadvendte og optimistiske, men også lidt sentimentale McCartney besidder næsten perfekt gehør og en melodisk sans uden sidestykke. I langt højere grad end sin kollega tager hans kompositioner overraskende tonale spring og benytter intervaller, der gerne spænder over mindst en oktav. Hans sange behøver ikke harmonier for at fungere, men er udtryk for en født melodiskabers ubesværede frembringelser, som det høres allerede i 1963 på en sang som ”All My Loving”. To år senere skriver han sig ind i evergreengenren med den elegante ”Yesterday”, en af de allermest indspillede Beatles-sange. McCartneys geni må tilskrives evnen til at komponere ikke blot ørehængere, men melodier, der udgør en fortælling i sig selv.
Stilistisk mere vidtspændende end Lennon er sange som ”Can’t Buy Me Love”, ”Penny Lane”, ”Hey Jude” og ”Let It Be” stort set uafrystelige, når de først har sat sig fast i bevidstheden. McCartney havde også en anden, mere melankolsk side, der kom til udtryk i fornemme sange som ”For No One”, ”Eleanor Rigby”, ”Here, There and Everywhere” og ”She’s Leaving Home”, mens den britiske Music Hall-tradition stikker næsen frem i melodunter som ”Ob-la-di, Ob-la-da”, ”Martha My Dear” og ”Maxwell’s Silver Hammer”. Alsidig som få bragte han luft og lys ind i værket, og få har frembragt sange, hvor popularitet og kvalitet i den grad går op i en højere enhed.
Sammen var de to uovervindelige, og lige til det sidste havde de en positiv indflydelse på hinanden. Også i pladestudiet blev de drevet frem af den nysgerrighed, sult og den mangel på respekt for traditioner, der gjorde dem så unikke og begrebet ”Lennon-McCartney” til et af musikverdenens stærkeste varemærker.
Det begyndte i efteråret 1963 som et fænomen, der blev kendt som Beatlemania, hvilket kun i begrænset omfang formår at beskrive det massehysteri, gruppen formåede at skabe, hvor den end viste sig. Drenge fik langt hår og drømte om elektriske guitarer. Piger skreg og hulkede og besvimede til deres koncerter, så det var kropumuligt at høre endsige koncentrere sig om musikken. Efter sådan en 20-15 minutter i gruppens selskab – længere varede dens koncerter ikke – var der bogstaveligt talt ikke et sæde tørt.
Alle – og det gjaldt også bedsteforældre og spædbørn – vidste hvem John, Paul, George og Ringo var. Om man brød sig om dem eller ej var egentlig underordnet, man blev nødt til at forholde sig til dem. For rødderne hjemme på vejen forekom de fire Liverpool-knægte lige så virkelige som ens venner, ja, på en måde var de ens venner. Vi var på fornavn med dem, deres musik kunne benyttes til alle lejligheder, og de indgik dagligt i samtaler om sort og småt, for vi alle var indbyggere i Beatleland. De fire unge mænd var fuldstændig virkelige – og så totalt hinsides vor andres normalvirkelighed. De levede i en verden, der var så fjern, uopnåelig og eftertragtelsesværdig, at det oversteg ens fatteevne. Et tindrende Beatleland, og var man heldig dryssedes lidt af deres stjernestøv på én ligesom Klokkeblomsts i Peter Pan. Og så kunne man flyve!
Beatleland bebos af fire elskelige, men også noget uartige prinser. Trommeslager Ringo Starr er den mest menneskelige, sød, sjov, mild og lidt fortabt, leadguitarist George Harrison hinsides cool, tavs, forbandet flot og sylespids, rytmeguitarist John Lennon kantet, betagende, spydig og charmerende, og endelig Paul McCartney på bas, smukke, talentfulde, imødekommende og behagelige Paul, mit hjerte, hvad vil du mere? Fire personligheder, der sammen rejser et monumentalt værk hinsides deres individuelle formåen, større end nogen af de involverede i deres vildeste drømme kunne forestille sig.
Det geniale ved John, Paul, George og Ringo var, at næsten enhver fyr kunne finde noget at identificere sig med ved mindst én af dem. Og også for pigerne var der noget for enhver smag. Det handlede om en udefinerbar kemi, de færreste grupper besidder, for der er altid et svagt led, ikke sandt? Ikke her, i The Beatles komplimenterede personlighederne hinanden til perfektion. De gjorde rockgruppen til den mest attråværdige enhed i musikindustrien og startede en sand epidemi. Siden Frank Sinatra i 1940erne havde musikbranchens været domineret af solister, af sangere. The Beatles ændrede alt det og gjorde selve det at spille i et band til indbegrebet af stil, ja til et must!
Ved sin blotte eksistens skabte The Beatles forestillingen om beatgruppen som den perfekte, selvforsynende og attraktive enhed, hvor kreativitet, talent, sexappeal, sjov og fed hyre gik op i en højere enhed. Den uopslidelige historie om de tre, måske fire barndomsvenner, der kom fra trange kår i udkantsbyen Liverpool, men som med lige dele knofedt, flabet charme, gåpåmod og ufattelig musikalitet lagde verden for deres fødder.
Gruppen udstrålede robust livsduelighed, højt humør, tæt kammeratskab, charme, lækkert (langt) hår og musikalitet af en sådan kaliber at selv koryfæer som Duke Ellington, Count Basie og Leonard Bernstein udtalte sig positivt om dem, længe før det blev god tone at forholde at forholde sig til den side af sagen. De nævnte herrer formåede simpelthen at høre musikken udenom hysteriet og hypen.
For når støvet engang har lagt sig og hvert et minut af deres færden i det tumultariske årti er blevet dokumenteret af ihærdige skriverkarle, står sangene tilbage. Og der er nok at gå ombord i for såvel kenderen som den nytilkomne; en ni-ti timers musik, hvis man udelukkende forholder sig til de 10-12 lp’er samt det løse i form af singler og ep’er, det blev til, mens gruppen eksisterede. Både enormt meget og alligevel pænt overskueligt.
De stammer alle fire fra Liverpool, en havneby beliggende ved Merseyflodens udmunding i det nordvestlige England. Byen ramtes hårdt af tyske bombardementer under 2. verdenskrig, hvor de fire drenge kom til verden, Lennon og Starr i 1940, McCartney i ’42 og Harrison i ’43. De havde enten arbejder- eller lavere middelklasseklassebaggrund, og det stod ikke skrevet i stjernerne, at de skulle nå meget længere end deres ophav, da ingen af dem udviste anlæg for det akademiske. Til gengæld besad de hver især et udpræget talent for at lave gale streger uden dog at komme alvorligt på kant med loven.
Liverpool havde svært ved at komme på fode efter krigen, og knægtene voksede op i en krigsarret by præget af vareknaphed, økonomisk smalhals og udbredt arbejdsløshed. Byens indbyggere er berømte for at tackle livets udfordringer med kulsort humor, rigelige besøg på pubben og fællessang i den helt store stil. Den engelske music hall-tradition sang på sidste vers, så da den amerikanske rock’n’roll med navne som Little Richard, Chuck Berry, Elvis Presley, Buddy Holly og Gene Vincent som et frisk pust tog verden med storm i sidste halvdel af 1950’erne, var Liverpool ingen undtagelse.
De af rock’n’roll-bacillen smittede Paul McCartney og John Lennon mødte hinanden til en kirkebazar i sommeren 1957, hvor sidstnævnte spillede med sin skifflegruppe The Quarrymen, som Paul blev medlem af. Oveni det havde Paul mistet sin mor året før og John mistede sin året efter, hvilket knyttede dem endnu tættere. George Harrison kom med i ’58, og de tre spillede i lokalområdet med forskellige trommeslagere, før gruppen 1960 stabiliseredes med Lennons kunstskolekammerat Stuart Sutcliffe på bas, og Pete Best på trommer. De følgende par år aftjente gruppen sin værnepligt ved i alt fem længerevarende ophold i den tyske havneby Hamburg, hvor de var husorkester på diverse klubber i byens forlystelsesområde, St. Pauli. Da Sutcliffe forlod gruppen, overtog Paul bassen
I 1962 fik gruppen en ambitiøs manager i form af Brian Epstein, der skaffede dem en pladekontrakt med Parlophone, en underafdeling af giganten af EMI. Her tildeltes de produceren George Martin, der dog ikke fandt Best god nok, så ind kom i stedet Ringo Starr. Gruppen debuterede oktober samme år med den ikke specielt bemærkelsesværdige single, ”Love Me Do”, som dog adskilte sig ved at være skrevet af parret Lennon-McCartney og ikke af professionelle sangskrivere, hvad der ellers var datidens norm.
Allerede med efterfølgeren, den smittende, selvsikre og overskudsagtige ”Please Please Me”, strøg de i starten af ’63 til tops på de britiske hitlister, hvilket satte gang i den lavine, der udviklede sig til Beatlemania. Oprindelig opfattedes gruppen som et rent teenagefænomen, og ingen – inklusiv den selv – regnede med, at det ville vare mere end et år eller to. Men lyttede man efter, lå visse af gruppens sange kvalitetsmæssigt langt over tidens standard; numre som ”She Loves You” og ”I Want to Hold Your Hand” fik ikke blot fans, mens også professionelle musikudøvere til at spidse ører. Hvad skete der lige her? Noget behageligt bekendt fik en uventet drejning mod noget pirrende uhørt, hvilket kan stå som overskrift for de bedste Lennon-McCartney kompositioner.
Til en begyndelse var det rørende enkelt; to guitarer, bas og trommer, eventuelt suppleret med klaver, trakteret af George Martin, der i kraft af sin lydhøre og meddigtende rolle som gruppens producer regnes for den femte beatle. Læg dertil gruppens instinktive, men udsøgte sans for flerstemmig sang, og formlen er på plads. På gruppens første lp’er suppleredes Lennon-McCartneys originalkompositioner endvidere med coverversioner af amerikanske rock’n’roll-klassikere og rhythm’n’blues-hits, der demonstrerede, hvor den hentede sin inspiration.
Det uventede kolossale gennembrud i USA i 1964 åbnede dørene for et hav af britiske grupper, som indbyrdes kappedes om førertrøjen; The Rolling Stones, The Animals, The Yardbirds, The Who og The Kinks hævede i disse år barren for rockmusik og udgjorde stræbsomme konkurrenter, der fik drengene til at lægge sig yderligere i selen. Med lp’en Rubber Soul rykkede The Beatles i 1965 et niveau op, og viste sig i stand til at skrive tekster, der ikke drev af sproglige klicheer. Skiven demonstrerede nye og spændende facetter af orkesteret, og flyttede fokus fra singlepladen til lp’en.
Midttresserne prægedes af opbrud på alle fronter, England rystede som nation efterkrigstidens traurige tristesse af sig og begrebet ”Swinging London” opstod. Med en cocktail af langt hår, farverigt tøj, euforiserende stoffer, seksuel frigjorthed, fjernøstlig mystik og politisk bevidsthed manifesterede de store årgange sig på alle fronter.
For The Beatles var 1966 skæringsåret, for da holdt gruppen op med at turnere. Samme år udsendtes det uhørt ambitiøse Revolver, hvis sange generelt ikke kunne eftergøres på en scene, i hvert fald ikke med datidens teknologi. Opfindsomheden ville ingen ende tage på en plade, der stilmæssigt spændte fra børnesangen ”Yellow Submarine” til den mystisk dronende og tydeligvis lsd-inspirerede ”Tomorrow Never Knows”, for som altid hos The Beatles var der noget for enhver smag.
Udviklingen kulminerede i 1967, den såkaldte ’Summer of Love’, der for mange blev synonym med det psykedelisk spraglede Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, gruppens magnum opus, udsendt den 1. juni som optakt til festen. Her blev enhver forestilling om rocken som en naturalistisk gengivelse af fire mænds indsats forladt til fordel for et finurligt, detaljerigt og gennemproduceret værk.
Idéen om rockmusik som kunstart opstod parallelt hermed, og for ligesom at slå fast, hvor alvorligt, det mentes, aftryktes pladens tekster bag på coveret, så alle kunne læse, hvad der blev sunget. Og der var der heller ikke skyggen af en traditionel kærlighedssang at finde blandt de i alt 13 sange, som tilmed udgjorde et sammenhængende hele, idet numrene uden afbrydelse gled over i hinanden.
Stilistisk spændte pladen vidt, fra titelnummerets lige ud af landevejen rock til det barokpoppede ”She’s Leaving Home”, fra George Harrisons indiske bidrag ”Within You, Without You” til det afsluttende ”A Day in the Life”, hvis udfordrende form og indhold udløste et fanbrev fra ingen ringere end Karlheinz Stockhausen!
The Beatles var og blev et inkluderende orkester, som trods Lennons bestræbelser på det modsatte, og McCartneys fascination af tidens avantgarde ikke kunne lade være med at skrive melodier, de fleste kunne nynne med på. Nu var Sgt. Pepper’s også i overvejende grad den hvad angår melodier geniale Paul McCartneys trip, men er derudover først og fremmest en åndeløst betagende studiekreation, og ingen havde i 1967 hørt noget lignende. At en rockgruppe kunne stræbe så højt med et så vellykket resultat, sendte chokbølger på kryds og tværs af genrer og generationer.
Efter den optimisme og fremskridtstro, der havde præget ungdomsoprøret til da, slog det tumultariske år 1968 en mere konfronterende tone an. Hvilket hørtes på gruppens næste kraftanstrengelse, de i alt 30 sange, der udgjorde dobbelt-lp’en The Beatles, normalt kendt som Det Hvide Album. Væk var ethvert spor af psychedelia til fordel for en dyster og sober grundtone. Selvom der stadig var plads til syng-med-favoritter som ”Ob-la-di, Ob-la-da” og music hall-inspirerede ting som ”Martha My Dear”, viste hårdtslående udladninger så som ”Yer Blues”, ”Helter Skelter”, ”Happiness Is a Warm Gun” og ”Revolution 1” gruppens splittede, konfliktfyldte side.
Tingene var ikke længere hverken rosenrøde eller problemfri i Beatleland, hvor de forskellige medlemmer begyndte at søge individuelle mål. Gruppens manager, Brian Epstein var død i 1967, kun 32 år gammel, og uden hans venligt styrende kraft og stabiliserende effekt gled de fire beatler i hver deres retning. Så selvom det ikke var til at se for en omverden, der opfattede gruppen som indbegrebet af godt kammeratskab og musikalsk ubrydelige bånd, sang The Beatles bogstaveligt talt på sidste vers.
Harrison vendte sig mod hinduismen, og var generelt frustreret over hvor få af hans sange, der fandt vej til orkesterets lp’er. Ringo Starr havde succes som skuespiller, og var træt af de andres kævl. John Lennon forelskede sig i den japanske avantgardekunstner Yoko Ono, og udviklede et kritisk forhold til såvel gruppen som dens succes. Og Paul McCartney mødte den amerikanske fotograf Linda Eastman, med hvem han stiftede familie, samtidig med at han ængstedes over den økonomiske deroute, som dannelsen af det idealistiske selskab Apple Corps medførte. Skabt af lige dele filantropi og skattetænkning, kørtes det i sænk af en flok håbløst dilettantiske amatører.
1969’s fine Abbey Road blev således kun til ved en kraftanstrengelse fra de involveredes side. Lp’ens vellykkede side to er en opfindsom montage af både hel- og halvfærdige numre, fornemt føjet sammen af Martin, og et passende punktum for en karriere uden sidestykke i rockhistorien. Efter opløsningen i april 1970 udsendtes lp’en Let It Be, kontroversielt efterproduceret af amerikaneren Phil Spector, og selvom titelnummeret med rette er blevet en klassiker, er det en lidt laset svanesang, selvom den har sine momenter. Godt nok optaget før Abbey Road, men først udsendt efter blev den det sidste ord i den sag. I hvert fald indtil sagførerne tog fat!
Troede man da. Godt nok forstummede al snak om en gendannelse af bandet, da John Lennon blev skudt af en sindsforvirret fan i 1980, men i 1996 stod de tre tilbageblevne medlemmer bag projektet Anthology, en tv-serie i seks dele samt i alt tre dobbeltcd’er med ikke tidligere officielt udsendt materiale. Efter at The Beatles da i små 25 år havde været kørt ud på sidelinjen til fordel for andre trends og fænomener, genindtog den med sine uforglemmelige sange og uimodståelige karisma et brag sin position som verdens nok både største og mest indflydelsesrige gruppe nogensinde. Og det er der ikke noget, der har ændret på siden. Der er altså stadig åbent i Beatland, så træd roligt nærmere.
